Hjemkommet

Ja, så er vi kommet hjem - og i god behold.
Bortset fra et glemt Visakort i en automat er rejsen forløbet uden uheld, røverier, tyverier, ulykker eller sår.
Det har været en rejse rundt i en gigantisk nation præget af tryghed og glæde (for os) - i et land fuld af optimisme, men også præget af en daglig kamp for social fremgang - eller ren overlevelse.
Der har været mange menneskemøder og mange skønne menneskelige oplevelser, men også fornemmelser af meget hårde livsbetingelser for mange, hvilket har præget dem.

Der er mange meget fattige, der lever på samfundets yderste rand.
Gadefejere, pap- og plastiksamlere, skraldsorterere. Cykelbude (med kæmpelæs), tiggere og subsistensløse. De ser ikke glade ud, og der ses ned på dem, har vi kunnet se. På gaden går mange velklædte mennesker og ser såmænd meget tilfredse og pæne ud, men vi har nu en fornemmelse af at de derhjemme lever under usle forhold i de enorme rodede og elendige boligområder, der både omkranser byerne og ligger midt i dem. Meget af det nybyggede er allerede slum, når det står færdigt, og meget af det ikke så gamle er allerede misligholdt og i forfald. Det gamle er helt forfærdeligt. Men mærkeligt nok flyder gaderne der ikke engang af skidt. Der er nemlig rigtig rigtig mange gadefejere!!!

Noget af det mest ubehagelige for os har været gadetrafikken. Ikke fordi der er så meget af den i forhold til feks Kairo, men fordi den er totalt anarkistisk. En uhyggelig magtkamp uden overholdelse af nogen regler, og uden hensyn af nogen art. Den stærkeste eller den førstkommende dominerer - andre må vige. En parodi på den frie markedskapitalismes sociale forhold - de svagere må vige og/eller blive ofre. Der vises ingen nåde, og alle andre steder end i Beijing dyttes og båttes i een uendelighed.
Biler, motorcykler, knallerter og cyklister kører imod færdselsretningen og uhæmmet over for rødt. Fræser ind gennem mængden af andre trafikanter - det er absolut livsfarligt at cykle i kinesiske byer, og man skal have øjne på alle sider for at overleve som fodgænger. Fodgængerfelter giver ingen form for sikkerhed, bilerne kører direkte på, men katastrofebremser i sidste øjeblik, hvis man ikke flytter sig. Ingen tager antydning af hensyn til andre - det drejer sig kun om dem selv og deres egen mulighed for at komme frem.

Der er masser af love og regler, og ingen følger dem.

Der ryges hæmningsløst hvor der er rygeforbud. Der rages hæmningsløst til sig, hvor noget rækkes frem. Ingen holder køkultur - der springes bare over. På gaden maser andre fodgængere sig uden videre forbi dig, går nærmest ind under een. Det må have kostet en del af de bittesmå kinesere en del skrammer, når de maste sig ind under/forbi mig, for jeg holdt op med at tage hensyn, trådte dem op og ned ad benene og over fødderne, kom til at gokke mine albuer ned i dem, når de pludselig var inde under mig. Men ingen reagerede, futtede bare videre...

Det er som en nation fuld af uopdragne børn - men selv de gamle er det.

Nja, egentlig bortset fra nogle værdige gamle mænd med kasketter - mange med den røde stjerne i. Måske gamle rødgardister fra de revolutionære dage, hvor helt andre idealer forfulgtes end dem vi ser idag.

De så afmålt på os og verden omkring dem, men når vi smilede til dem kunne vi få et glimt af venlig interesse frem i deres øjne.
Et studie værd.

Billedet er taget ud et vindue i det tekniske museum i Chengdu centrum:
Opfylder detteher mon den gamle formands drømme?
(klik på det for stor størrelse)

Det virker ikke som om der er høj kriminalitet, men naturligvis betragtes vi langnæser (vestlige turister) af de handlende ofte som rene byttedyr, som man må snyde så meget som det overhovedet er muligt. Man kan forestille sig at de må tro at vi er stinkende rige, siden vi har råd til at komme rejsende helt til Kina.

På trods af globaliseringen har vi overalt vakt utrolig opmærksomhed. Lyshårede, store mennesker - og så med to børn!!! (tit sagde de "Happy family", vi har jo mere end eet barn...)
Vi har været som filmstjerner overalt - er blevet fotograferet i een uendelighed - meget gerne sammen med een eller flere kinesere. Næsten alle kender Danmai, som er det kinesiske navn for Danmark, dels pga H.C. Andersen, dels fordi man i Kina har udnævnt Danmark som verdens lykkeligste land.

Man kan virkelig blive indbildsk - men hvor er det dog egentlig sørgeligt. Overalt spilles vesterlandsk musik, dog med kinesisk sang, og de chikkeste af teenagepigerne teer sig som amerikanske soaptøser til gebrækkelighed. Deres egne fantastiske kulturværdier står ikke i højeste kurs. Det gør Coca Cola og amerikanerpop.

Nåh, men nu er vi hjemme i lillebittebitteland igen - og hører på radioavisernes myggeboksningsproblemer.

Ak ja. Kineserne blev målløse over at høre at nationen "Danmai" kun havde et samlet befolkningstal som en mellemstor kinesisk provinsby. .

Nu i Chengdu

Efter tur med nattoget fra Xi'an til Chengdu har vi nu taget denne nye herlige by i besiddelse.

Rendt rundt i snaevre gyder, kigget paa interessante groentsags- og fiskemarkeder nede i de mere ydmyge kinesiske omraader - vaek fra de skraekkelige hovedstroeg hvor banker og luksusforretninger overskygger alt sammen med trafikken.

Spiste paa gaderestaurant - superstaerk mad for 34 yuan (30 kr.) for hele familien. Vi havde dog ikke faaet bestilt ris, saa vi blev ikke helt maette. Det havde nok kostet 6 kr mere, for ris er dyrt i Kina.

Min oplevelse af Kina som bureaukratisk land, da vi skulle have visum ude i den kinesiske ambassade i Hellerup er gjort aldeles til skamme. Her er saa nemt, og bureaukraterne er venlige og hjaelpsomme, i det omfang deres sprogkundskaber nu giver dem mulighed herfor.

Der anvendes ufatttelige maengder af arbejdskraft, og vi har ikke fornemmelsen af at kineserne slider sig op med arbejde. De bruger bare frygteligt mange timer med at vaere der!!!

Det kan vi sagtens sige, naar vi ikke ligefrem har vaeret inde paa fabrikkerne og kigge, men i byggeriet, forretningerne, hotellerne og vejanlæggene, som vi jo selv kan se, er der godt nok ikke meget gang i den, selv om der er rigtig mange mennesker til stede.

Igaar, inden vi tog afsted fra Xi'an, var vi ude og kigge paa de obligatoriske terracotta-soldater, og det var selvfoelgelig fantastisk.

De kinesiske kejsere har vaeret splitterravende gale, det bevidner baade dette sted og den kinesiske mur om - og for den sags skyld ogsaa den forbudte by.
De har i den grad haft behov for at demonstrere deres magt og vælde, at det kun kan kaldes vanvid.

For dem, der ikke skulle vide det, er hver af de antagelig langt over 6000 figurer godt og vel mandshøje og fra aar 213 før vor tidsregning! Dertil kommer heste og vogne og vaaben.

Men at køre langs en flod idag, hundredevis af kilometer, og betragte en sandsynligvis ældgammel vej, hugget ind i klippen over floden, understøttet med mure, ført over broer, det viser årtusinders bestræbelser for at binde landet sammen infrastrukturelt, og bevidner et højt organisationsniveau, sikkert understøttet og krævet af den underkonge- og kejsermagt, der har stået over samfundet så længe i dette land.


Vi gik kilometervis ad en saadan vej i Wudangshan, ikke bredere end at een hest eller kamel kunne gaa der ad gangen, men saa perfekt holdende samme niveau - ofte flisebelagt og understøttet af svellelignende klippestykker.
Da vi gik op ad den moderne serpentinervej kunne vi ovenfra se sådanne veje fortone sig i det fjerne gennem dalene. Og har kigget på mange idag.

Silkevejen var karavaneveje - gennemkrydsende landet overalt, følgende flodsænkningerne i dette enormt bjergrige land.

Her er pragtfuldt!!!
.


Vi har været i Panda-avlscentret, hvor det er lykkedes gennem kunstig befrugtning at få Kæmpepandaer til at yngle.
De er godtnok søde, og de er frække overfor hinanden kan finde på at snuppe bambusser fra hinanden - selvom der ligger store bundter af dem lige ved siden af.
Rigtigt charmerende dyr. Vi var ret tæt på dem, som billedet viser.

11. april Xian

Vi har vaeret i Xian et par dage. Den gamle kejserstad fra foer man rykkede til Beijing (og Beiding fik nyt navn) er ikke ret gammel at se til. Der er nogle gamle pagoder der maerkelig nok hedder Store og Lille Vildgaas, og saa er der den gamle bymur, som bevidner byens alder. Ellers er her meget moderne, og nogle flere indbyggere end hele Danmark. Den er virkelig en turistby, hvor kinesere kommer til, og det er meget interessant at se hvordan kinesere er turister. Vi er meget maerkelige, naar vi gaar ude i de ikke-turistede gader, og isaer ungerne med deres lyse haar vaekker opsigt.

Ude i de smaa gader leves der myldrende folkeliv. Og uden for den enorme bymur dyrkes der folkelig idraet og bodybuilding en masse. Folk hygger sig med hinanden, ogsaa i massevis.

Der er en kropslig aktivitet uden lige - og der er godt nok heller ikke mange fede kinesere at se.
Omkring den store pagode (Vildgås) er der en kaempe park, hvor der virkelig bedrives folkeliv.


Her har vi brugt timevis idag - nydt kinesernes glade dyrkelse af maerkvaerdige ting, feks fotografering med kejsercoustumer i tronstol eller i fornemme dragter foran templet.

Kina er simpelthen et dejligt land at være i.

Kun ved de overrendte turissteder som feks den muslimske bydel, hvor vi ogsaa har været idag, er der "hassling", dvs pres for at købe - til overpris.

Billedet: I Kina spiser man da candy-floss med pind!

Ellers er der værdig venlighed og ærlighed, varm nysgerrighed og øjenkontakt. De er lidt svære at slå smil af, men det er vist et kulturspørgsmål, ikke noget med uvenlighed. Presser man lidt paa, kommer der hul igennem og man kan grine sammen. Vi kan i den grad lide dem....


Vi spiser vidunderligt.

Sidder og haenger ved bordet, sviner det til, grabser med spisepindene i hinandens retter, slubrer suppen, smasker og spilder, forlader et fuldstaendigt katastrofalt kaotisk bord - helt ligesom kineserne.

Det er frydefuldt uartigt, og slet ikke forkert.

Jeg har i Kina fortvivlet prøvet at faa billeder ind paa bloggen her, men det lykkedes ikke - hvorfor ved jeg ikke....

Men nu er det lykkedes - efter hjemkomsten.

7.april i Wudangshan

Stod sent op, morgenmaden var forbi, saa vi gik ud i byen og kobte broed, som vi sad og åd midt i handelsgaden. Her leves virkelig livet, med masser af gadehandlere og gang i den. Vi gik derefter en tur langs den udtørrede flodseng ud mod bjergene. Flodsengen var fuld af skrald og stank uappetitligt. Efterhånden som vi kom bort fra hovedstrøget blev husene mere og mere rurale og fattige at se til. En bødker sad og lavede en kvarttønde, mens konen var oppe og tage bikager ud af bistaderne. Nede i flodsengen gik en gammel mand og samlede genbrugeligt skrald.
Da de sidste huse var passeret var der en smal grussti, der blev til klippesti, og nu var der faktisk pludrende rent vand, frøer der kvækkede og fugle der sang. Der var et par damme, foer det hele blev til en lille rislende bæk i bunden af en dyb klippekløft. Helt paradisisk.
En mand kom cyklende og kørte lige ud i vandet - trak videre ind i kløften med en bylt bagpå. Han skulle vaske tøj i det rene vand der kom lige oppe fra bjergene. Efter at have nydt frøkoncert, forunderlige sommerfugle og spraglede fugle, gik vi tilbage til byen og spiste nudler med krydderier og lidt oksekød - for 14 kr (altså for os alle 4)

Herefter gik vi ud til Martins akademi, hvor vi kom til at se de større børns øvelser. De var længe igang med at strække ud, og saa gik det løs med vilde spark og kropssving. De er fantastisk smidige og hurtige. Deres trænere er helt uhyggelige, når de laver springene og svingene. Hvert spark ville sandsynligvis være dødeligt at blive ramt af. De går eller løber afsted, mens de i glidende bevægelser udfører de mest kraftfulde krumspring, lander så blødt og gør det igen, igen igen og igen.
Og så efter godt en times krumspring er det ned og lave armbøjninger, med kun een fod paa jorden og ofte håndstand paa kun een hånd. Så i spagat, igen og igen og igen - i forskellige kropsvredne stillinger.
De er spinkle og lette, men jeg skulle med min næsten dobbelte kropsvægt ikke nyde noget af at moede nogen af dem i kamp.

Efter dette var vi henne og kigge paa pladsen foran Wudangshan-museet, hvor en masse mennesker hver aften mødes og danser. Vi kom desværre nok for sent til at se den traditionelle meget disciplinerede rækkedans til tromme, så det vi så var kun den moderne afdeling, hvor de yngre dansede noget lignende jenka (det der finske spjætten med benene) til noget disko/teknolignende popmusik. Til afveksling fra dansk popdans var alle uden undtagelse fuldstændig taktfaste i dansen - selv babyer.

Sluttelig, meget sent, gik vi hen og fik nogle søvninge folk til at servere os et glimrende måltid for 5 med øl og det hele for 65 kr.
Her er nok omkring halvt saa dyrt at spise paa restaurant som i Beijing, og en trediedel billigere varer, men her slet ikke de konstante forsøg paa at lave særlig turistpris, som man så skal forhandle ned.

Dagen er nu ogsaa gaaet med besøg i supermarked med alt fra grisetæer og flade ænder over babybukser til værktøj. Og med et utal af damer, der skal stå og være til rådighed for kunderne. Et svineri af arbejdskraft. Naar man er færdig med kassedamen, skal man endda hen og have stemplet sin kvittering ved en ny gennemgang, før man bliver sluppet hen til depotet for medbragte tasker, hvor tre damer er beskæftigede.

Rejsen til Wudangshan

Vi koerte med tog fra Beijing til Shi Yan i 20 timer i sovevogn "soft sleeper", havde en yderst behagelig rejse med mange synsindtryk af landskaber, dyrkningsmetoder og menneskeliv.
Togrejser er fantastiske.

Ankom let forsinket (14:45, kinesisk tid) til Shi Yan, hvor vi blev afhentet af Martin og den administrative leder af akademiet, Jian. Koerte saa i minibus til Wudangshan ad en lang vej med cowboybybebyggelse hele vejen - reelt 35 km tilbage til hvor vi lige havde passeret med toget.

Indkvarteret paa et fint lille hotel til 300 kr. pr nat for 2 dobbeltvaerelser. Her er pc paa vaerelset med i prisen , og et ordentligt TV med utallige kanaler - en stor del med historisk-romantiske kinesiske serier og en anden stor del med moderne-romantiske kinesiske. En enkelt med amerikansk soapromantik, men flere kanaler ioevrigt tekstet paa engelsk.
Spiste fyrsteligt nede i gaden for 80 kr for 5 personer.
Her leves herligt folkeliv i gaden, vi er mere ude paa landet. Gadelivet ligner nu egentlig meget livet i de smaa hutonger (smaagader) i Beijing, bortset fra at her dyttes og lastvognsbrummes langt mere...

Besaa akademiet, hvor Martin bor. Blev hoejtideligt modtaget i modtagerummet hos Jian, som er en ret ung mand, nevoe til mester Yuan, som er stedets aandelige og fysiske overhoved.
Bygningerne er slidte og der er snusket paa gangene, men fint inde i vaerelset, hvor Martin bor.

Beijing - nihaw

Mødet med Beijing blev så overraskende. Forventningerne om en larmende, trafikeret og stinkende by blev gjort fuldstændig til skamme. Trafikken var ikke spor overvældende, der blev slet ikke dyttet, der var masser af elkøretøjer og i det hele taget larmede bilerne ikke.

Der er selvfølgelig mange kinesere i Kina - rigtig mange. Det er der i så mange lande - altså mange mennesker. De myldrer nu mindre på gaderne end i så mange andre storbyer. Måske fordi de arbejder i så mange timer. Lønnen er meget lille, så de må arbejde længe hver dag for at få et rimeligt udkomme.

I metroen opdager man hvor mange kinesere der er. Metroen er velfungerende og let for os udlændinge at forstå - der er al hjælp til os på engelsk. Man er ikke i tvivl om hvor man er henne - der lyser en lampe ved den station, man er ved, og dens navn står både med kinesiske og europæiske bogstaver.

Når man ellers går på gaden - forbi butikker, eller bare i mængden - er der selvfølgelig en del plageri om at købe, købe eller at få gjort diverse tjenester (mod betaling, vil det altid vise sig, selvfølgelig).

Maden er fuldstændig vidunderlig, og man får fin hjælp af personalerne til at finde gode retter i mængder så man bliver mæt - uden at det bliver for meget. Det er billigt og veltillavet, og betjeningen er fin. Vi undrede os i lang tid over at der ikke kom noget ris før sent i måltidet, indtil det gik op for os, at kineserne ikke spiser så meget ris. De spiser grøntsager, grønt og grønt - mindst vores 6 om dagen gange 4. Mærkelige slags kål, bladplanter, bønner, svampe, nødder og så en smule kød. Fisk og skaldyr - og vovser, hvis man er heldig. De herligste supper og småbitte forårsruller. Og hertil herligt kinesisk øl - alle slags sodavand kan fås overalt.

Vores første og herligste møde med en tjener var denne søde pige i Beijing - på en restaurant tæt ved det hostel, vi boede på. På fuldendt engelsk guidede hun os gennem et fantastisk måltid den allerførste dag, og selvom vi også prøvede så meget andet, måtte vi selvfølgelig komme der igen, også da vi kom tilbage igen til Beijing efter rundrejsen.

Så dygtige og charmerende var selvfølgelig ikke alle, men det er utroligt så langt man kan komme, selv uden at have noget fælles talesprog at kommunikere på. Viljen er der, og så kommer det.
Vi synes ikke at nogen har prøvet at fuppe os på restauranter, hverken med for høje priser eller for meget mad - og madens kvalitet har været i top overalt.