7.april i Wudangshan

Stod sent op, morgenmaden var forbi, saa vi gik ud i byen og kobte broed, som vi sad og åd midt i handelsgaden. Her leves virkelig livet, med masser af gadehandlere og gang i den. Vi gik derefter en tur langs den udtørrede flodseng ud mod bjergene. Flodsengen var fuld af skrald og stank uappetitligt. Efterhånden som vi kom bort fra hovedstrøget blev husene mere og mere rurale og fattige at se til. En bødker sad og lavede en kvarttønde, mens konen var oppe og tage bikager ud af bistaderne. Nede i flodsengen gik en gammel mand og samlede genbrugeligt skrald.
Da de sidste huse var passeret var der en smal grussti, der blev til klippesti, og nu var der faktisk pludrende rent vand, frøer der kvækkede og fugle der sang. Der var et par damme, foer det hele blev til en lille rislende bæk i bunden af en dyb klippekløft. Helt paradisisk.
En mand kom cyklende og kørte lige ud i vandet - trak videre ind i kløften med en bylt bagpå. Han skulle vaske tøj i det rene vand der kom lige oppe fra bjergene. Efter at have nydt frøkoncert, forunderlige sommerfugle og spraglede fugle, gik vi tilbage til byen og spiste nudler med krydderier og lidt oksekød - for 14 kr (altså for os alle 4)

Herefter gik vi ud til Martins akademi, hvor vi kom til at se de større børns øvelser. De var længe igang med at strække ud, og saa gik det løs med vilde spark og kropssving. De er fantastisk smidige og hurtige. Deres trænere er helt uhyggelige, når de laver springene og svingene. Hvert spark ville sandsynligvis være dødeligt at blive ramt af. De går eller løber afsted, mens de i glidende bevægelser udfører de mest kraftfulde krumspring, lander så blødt og gør det igen, igen igen og igen.
Og så efter godt en times krumspring er det ned og lave armbøjninger, med kun een fod paa jorden og ofte håndstand paa kun een hånd. Så i spagat, igen og igen og igen - i forskellige kropsvredne stillinger.
De er spinkle og lette, men jeg skulle med min næsten dobbelte kropsvægt ikke nyde noget af at moede nogen af dem i kamp.

Efter dette var vi henne og kigge paa pladsen foran Wudangshan-museet, hvor en masse mennesker hver aften mødes og danser. Vi kom desværre nok for sent til at se den traditionelle meget disciplinerede rækkedans til tromme, så det vi så var kun den moderne afdeling, hvor de yngre dansede noget lignende jenka (det der finske spjætten med benene) til noget disko/teknolignende popmusik. Til afveksling fra dansk popdans var alle uden undtagelse fuldstændig taktfaste i dansen - selv babyer.

Sluttelig, meget sent, gik vi hen og fik nogle søvninge folk til at servere os et glimrende måltid for 5 med øl og det hele for 65 kr.
Her er nok omkring halvt saa dyrt at spise paa restaurant som i Beijing, og en trediedel billigere varer, men her slet ikke de konstante forsøg paa at lave særlig turistpris, som man så skal forhandle ned.

Dagen er nu ogsaa gaaet med besøg i supermarked med alt fra grisetæer og flade ænder over babybukser til værktøj. Og med et utal af damer, der skal stå og være til rådighed for kunderne. Et svineri af arbejdskraft. Naar man er færdig med kassedamen, skal man endda hen og have stemplet sin kvittering ved en ny gennemgang, før man bliver sluppet hen til depotet for medbragte tasker, hvor tre damer er beskæftigede.